Levetidsbegreber
Internationalt har man særligt i CIB-regi i en årrække arbejdet med udvikling af guidelines og standarder for levetider og holdbarhed, herunder levetidsbegrebet. Gennemgående opfattes levetiden som knyttet til, hvorvidt den funktion eller de forventninger der stilles til bygningsdelens virkemåde, fortsat opfyldes. Det er en relativ bred definition, som ikke nødvendigvis kobler sig op på en bestemt årsag til at levetiden vurderes at være ophørt, om end levetid typisk kobles med byggetekniske forhold.
Der opereres med en række underbegreber, idet en anslået levetid (estimated service life) tager udgangspunkt i en konkret kontekst, der kan afvige fra en veldefineret referencesituation (reference service life). Der opereres også med forventet levetid (predicted service life), baseret på empiri o.l. Levetiden skal være større end design life, og såvel totaløkonomi (LCC) som livscyklusanalyse (LCA) kan indgå i analysen af, om en specifik bygningsdel har en tilstrækkelig, forventet levetid. Levetiden kan fastlægges ud fra dokumenteret viden om tilsvarende bygningselementer, modellering eller test i laboratoriet eller felten.
Levetider knyttes tæt sammen med begrebet forældelse, som et udtryk for årsagen til at levetiden er ophørt. Levetid og forældelse beskrives tilsammen som den manglende evne til at opfylde ydeevne og brugerbehov, som ændres over tid. Udfordringen er at det er vanskeligt at definere, hvornår en bygningsdel er forældet. Ofte er det subjective demands (knyttet til æstetik, komfort mv.), der er årsag til at bygningskomponenter udskiftes, snarere end bygningens objective needs (sikkerhed, funktionalitet mv.). Litteraturen påviser en række forskellige årsager eller grupper af årsager til at en bygningsdel er forældet; overordnet set anbefales det på baggrund af litteraturen at operere med én levetid, den faktiske levetid, hvis ophør kan have mange forskellige årsager fra case til case.
Levetid er også tæt knyttet til holdbarhed, som ikke har en tidsdimension, men refererer til, om evnen til at opretholde en vis ydeevne er til stede eller ej. Levetidsmodeller har derfor en afgørende rolle ift at sikre holdbare bygninger. Størrelsen af levetiden hænger endvidere sammen med, hvilken acceptgrænse man opererer med: acceptance limit, functionalty limit eller safety limit.